Skal Kim Friele «kanselleres»?

Dette er et debattinnlegg. Teksten står for skribentens regning.

I de sidste par uger er det diskuteret i pressen hvordan norske pædofile aktivister var en del af den seksualpolitiske bevægelse i 1970’erne og starten af 1980’erne. Det er blevet afsløret at Kim Friele bakkede op om den pædofile aktivisme, og at Det Norske Forbundet av 1948 (DNF-48), en af forløberne for Foreningen FRI, havde en pædofil arbejdsgruppe.

Det er positivt at vi diskuterer LGBTQ-historie, og både de strålende og de mindre agtværdige sider af historien. Historien skal aldrig blive et trofæ-kabinet, hvor kun sejrene er udstillede. Den bør være et værktøj til læring, forundring og forandring.

Dog bør vi have fakta på plads, og vi bør sætte os grundigt ind i konteksten for fortidens hændelser og meninger, inden vi fælder dom.

Kims korte flirt

Der er ingen tvivl om at Kim Friele i slutningen af 1970’erne bakkede op om den pædofile aktivisme. Aftenposten har tydeligt vist hvordan Friele er med til debatmøder, hvor hun opmuntrede dem, og argumenterede for «befrielsen af barneseksualiteten».

Det er dog værd at lægge mærke til at hun allerede i 1982 tog afstand fra Pedofil Gruppe i en artikel i Aktuell Rapport, og beklagede at de ville spænde DNF-48 for deres vogn. Frieles flirt med den pædofile aktivisme var kort.

Dermed fulgte hun mønstret for mange andre seksualpolitiske aktivister i 1970’erne. I kølvandet på ungdomsoprøret og den seksuelle revolution mente mange at al seksualitet skulle frigøres, særligt skulle børn og unge ikke længere ligge under for de voksnes forældede normer. Der var en stor naivitet i forhold til børns mulighed for at give samtykke. Al sex, hvor der ikke var direkte tvang indblandet, blev set som positivt og livsbekræftende.

«En slik gruppe skulle aldri ha vært en del av vår historie»

Antakelig har det aldri skjedd

Det var i samme årti at homoseksualitet blev afkriminaliseret i Norge, og lavalderen blev sat ned i flere lande. Grænserne for hvad der var rigtigt og forkert flyttede sig hastigt, også når det kom til spørgsmålet om hvem der var gamle nok til at give samtykke, og hvad man kunne give samtykke til. Psykiatriske overlæger og sexologiske eksperter i Danmark, som f.eks. Thorkil Vanggaard, Preben Hertoft, Kai Tolstrup – og Thore Langfeldt i Norge – argumenterede for en afdramatisering af pædofile forhold, som de mente langt hen ad vejen var uskadelige. Filosoffer som Michel Foucault, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir protesterede mod den seksuelle lavalder og mod hårde straffe til pædofile.

Det ser ikke ud til at nogen eksperter i Skandinavien havde viden om at det kunne have negative langtidsvirkninger for børn der har sex med voksne, uanset om det var foregået under tvang eller ej. Den viden begyndte at komme fra USA i 1980’erne og 1990’erne, og i takt med det rejste der sig en folkestemning mod pædofili i befolkningen. 1970’ernes seksualpolitiske entusiasme lagde sig hurtigt.

I norske medier står det nu som et faktum at DNF-48 havde en pædofil arbejdsgruppe, og FRI har været ude at undskylde, og sige at det aldrig burde være sket.

Formentlig er det aldrig sket.

Ikke godkjent som gruppe

Pedofil Gruppe hævder i 1982 at de er blevet optaget i DNF-48, men ved et internt møde i DNF-48’s landstyre i april 1983 informerer den daglige ledelse landsstyret at de aldrig har optaget eller godkendt en pædofil gruppe. Sagen er den at ledelsen havde opfordret pædofile aktivister til at melde sig ind som enkeltpersoner, fordi de gerne ville vise solidaritet med deres politiske arbejde, men de havde aldrig godkendt en officiel arbejdsgruppe. Samme år opløser Pedofil Gruppe sig selv, og det officielle stempel fra DNF-48 bliver derfor ikke aktuelt.

I de efterfølgende år er DNF-48 i samarbejde med 1980’erne anden store norske homo-forening, FHO (Fellesrådet for Homofile og lesbiske Organisasjoner), en af de internationale drivkræfter i at få ekskluderet pædofile aktivister fra det internationale homofile arbejde i ILGA (International Lesbian and Gay Organization). DNF-48 og FHO skabte en samlet front sammen med skandinaviske søsterforeninger, og arbejdede for at få blandt andet NAMBLA (North American Man/Boy Love Association) ekskluderet. Dette lykkedes i 1994.

Møte i justisdepartementet

Kim Friele og DNF-48 var ikke de eneste der lyttede til de pædofile aktivister og ønskede at vise deres solidaritet. I 1975 inviterede det norske justisdepartement Pedofil Gruppe til et møde for at høre deres synspunkter på den seksuelle lavalder. I Danmark blev Pædofilgruppen inviteret til regeringsseminarer så sent som i 1990’erne. Vi har ændret vores synspunkter på pædofil aktivisme i en sådan grad at vi knap husker at inden for vor levetid blev de betragtet som relevante høringspartnere og legitime politiske aktører af både den norske og den danske regering.

Det er godt at vi i dag har grundig viden om de negative langtidskonsekvenser af seksuelle forhold mellem børn og voksne, og om de traumer børn kan blive påført ved at have indgået i forhold, der måske forekom frivillige, og derfor kan føle sig skyldige over. Heldigvis kom de pædofile aktivister aldrig igennem med at få afskaffet lavalderen.

Kim Friele og dele af DNF-48 havde en kort periode cirka fra 1978-1983 hvor de ønskede at solidarisere sig ud fra idealer om børns frie ret til at være seksuelle. Derefter lagde Friele afstand, og DNF-48 arbejdede internationalt for at marginalisere pædofile aktivister. Den korte solidaritetsperiode fik ingen politiske konsekvenser, men det gjorde det lange seje træk med at vende den internationale homofile aktivisme.

Hvem skal vi «kansellere»?

Vi kan lære meget af denne historie. Måske om hvordan man i sin iver for at gøre godt, kan gøre ondt. Om hvordan historiske helte også kunne tage fejl. Det kan eksperter også. Om hvordan det er svært at kende de korrekte grænser i en tid hvor alle grænser flytter sig. I dag føler mange at grænserne flyder igen. Mon vi selv ender på den rigtige side af historien i vores børnebørns øjne? LGBTQ-historien er ofte en kongerække af helte og heltinder. Det er godt at vi nu får flere nuancer på.

Inden vi «cancellerer» Kim Friele skal vi overveje om vi er parate til også at cancellerer det norske justisdepartement. Og Arbeiderpartiet som den daværende justitsminister var en del af. Og den psykiatriske tradition, som eksperterne var en del af. Og ILGA og den internationale LGBTQ-bevægelse. Vi ender med ikke at kunne være i verden, hvis vi afskaffer al den historie, der ikke er ufejlbarlig og ren.

Forhåbentlig kan denne historie være med til at åbne for en mere nuanceret og eftertænksom debat om LGBTQ-historie. En debat hvor vi lærer at en homo-politisk guldalder som 1970’erne også indeholdt problematiske sider, og at frigørelse ikke er et fast defineret program, men en idé under udvikling, et ’work in progress’.